Sæby kirke

Sæby Kirke
Sæbyvej 50 A, Sæby
4270 Høng

Kirken er åben:
Alle dage kl.  8-16

Velkommen indenfor

Kirkens historie

Den ældste del af Sæby Kirke stammer fra begyndelsen af 1100-tallet, og det er sandsynligvis Asser Rig, der stod for opførelsen, men faktisk havde der ligget en trækirke på stedet, før Asser Rig begyndte at bygge stenkirken.
Sydkapellet er blev føjet til kirken i perioden 1450-60. Tårnet er kommet til i sidste halvdel af 1400-årene, og det er opført i munkesten med bælter af genbrug af marksten og frådsten fra det tidligere tårn.

De store smukke udskårne altertavler er fra omkring 1520.

Skabsaltertavlen, der i dag hænger i nordkapellet og ses med det samme, når man træder ind i kirken, viser, at kirken var en rigmandskirke, for den er særdeles smukt udskåret og belagt med ægte guld.

Midterskabet viser korsfæstelsen og i sideskibene ses de 12 apostle.

Skabsaltertavlen har i sin tid stået på hovedalteret. Da kalkmaleriet over alteret blev afdækket i 1857, blev skabsaltertavlen flyttet til sin nuværende placering.

   

Korbuekrucifikset i Sæby Kirke er et fornemt og gammelt stykke kunsthåndværk.

Selve korset stammer helt tilbage fra 1200-tallet, mens Kristus-figuren, der er over to meter høj, er fra begyndelsen af 1500-tallet.

Kristusskikkelsen er smukt udformet, og man gætter på at kunstneren er den berømte billedskærer Claus Berg, som også har udført altertavlen i Skt. Knuds Kirke i Odense.

Oprindeligt hang krucifikset i buen mellem skib og kor, men efter reformationen i 1536 ville man have frit udsyn til koret, så krucifikset blev taget ned.
Siden restaureringen i 1966 har det haft sin plads over tårnbuen.

   

Det imponerende romanske kalkmaleri i apsishvælvingen er kirkens stolthed, og lige så gammelt som kirken.

Kalkmaleriet er dateret til at være udført mellem 1121 og 1125 og er måske Danmarks ældste.
Kalkmaleriet som er malet på vådt puds, er blevet til samtidig med at koret er blevet bygget.

Koret har sandsynligvis stået sammen med trækirken, idet man begyndte med koret, som blev regnet for det vigtigste, da det jo vender mod paradissiden.
Motivet forestiller Kristus på sin himmeltrone på dommedag, og de fire personer, der ses flankere Kristus, er Jomfru Maria og Johannes Døberen tættest på Kristus og apostlene Peter og Paulus.

Motivet er typisk for Hvide-slægtens kirker, og man finder samme motiv i en halv snes sjællandske kirker, der alle har relationer til Hviderne.

   
Prædikestolen er et imponerende træskærerværk fra 1624, udført af den berømte billedskærer Hans Holst fra Køge.
   

 

Bogen om Sæby kirke

I 2010 udgav Sæby menighedsråd en bog om Sæby Kirke.Det er 137 siders spændende læsning som går i dybden med kirkens historie.

Bogen  koster 100 kr., og kan købes i kirken – eller bestilles hos:

www.almuebøger.dk

Accepter cookies fra dette website

Dette website bruger cookies til at følge din adfærd og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Du kan altid slette gemte cookies i dine browserinstillinger

Jeg accepterer ikke cookies Jeg accepterer kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies